Måltidskasseselskaber presses af svært marked
Prisstigningerne på dagligvarer og ophævede coronarestriktioner har skabt et svært marked for danske måltidskassevirksomheder som Retnemt og Aarstiderne, der er gået fra plus til minus.
Det skriver Børsen.
Begge måltidskasseproducenter gik fra overskud i 2020 til underskud i 2021 og begge kan mærke et øget forbrugerfokus på discount og tilbudsvarer.
- Jeg tror generelt, at måltidskasser i mindre grad er et must-have. Vi sælger en service og en bekvemmelig løsning, lige så meget som vi sælger mad. Derfor er måltidskasser mere eksponeret over for negative økonomiske udsving end dagligvaremarkedet generelt, siger Walker Kinman, der er direktør i svenske LMK Group, som ejer Retnemt, til avisen.
Hos Aarstiderne har man lanceret en budgetkasse, der koster det samme som de øvrige måltidskasser, men har mad til en ekstra dag. Kassen er en af de bedst sælgende, vurderer administrerende direktør Annette Hartvig Larsen ifølge Børsen.
Begge måltidskasseselskaber forventer at levere bedre resultater i 2023.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 765,2 | 759,8 | 661,3 |
Bruttofortjeneste | 195,7 | 226,4 | 180,9 |
Resultat af primær drift | -5,3 | 47,2 | 17,1 |
Resultat før skat | -5,4 | 47,1 | 17,0 |
Årets resultat | -3,0 | 36,9 | 13,2 |
Balancestatus | 162,6 | 187,5 | 145,3 |
Egenkapital | 51,8 | 63,5 | 57,4 |
Antal ansatte | 363 | 330 | 296 |
Kilde: CVR |